mandag den 12. juni 2017

Hjælp min søn er flyttet hjemmefra!

Ja så oprandt det altså. Øjeblikket jeg har gået og ventet på et stykke tid. Nemlig det øjeblik hvor min søn flyttede hjemmefra.

Min søn er 22 år, så det er jo helt fint og naturligt, at han er flyttet hjemmefra og jeg fornemmer også, at han er klar til det nu. Alligevel er det en underlig blandet mængde følelser, jeg som forælder sidder tilbage med.

På den ene side er jeg glad på hans vegne. Glad for at han fik den lejlighed som han havde håbet på, glad for at han nu kan komme i gang med den næste etape af sit liv og glad for at min mand og jeg kan komme i gang med næste etape af vores liv. Altså den etape hvor vi skal til at finde ud af, bare at være os to. Måske endda blive lidt nyforelskede igen.

Men samtidig er det også vemodigt, for det er jo en hel æra der er forbi. Nemlig den æra, hvor den helt store rolle i mit liv, har været at være mor og at være der for min søn, når han havde brug for det.

Det kommer jeg selvfølgelig stadig til, men det vil være på et andet plan og i langt mindre grad, efterhånden som han vænner sig til sit nye og mere selvstændige liv og det er fint, men også en meget underlig tanke. En tanke jeg godt kan mærke, at jeg lige skal vænne mig lidt til.

En hurtig Google søgning viste mig i øvrigt, at det er jeg ikke ene om. Der er endda skrevet bøger om emnet, så måske er det okay at have lidt blandede følelser. Måske er det okay at bekymre sig lidt om, hvordan det skal gå og måske er det også okay at være en lille smule trist.

Det er trods alt mange år verdenen har set ud på en bestemt måde og med et smæktag - eller rettede sagt: efter at have malet, slæbt flyttekasser, shoppet og samlet møbler i rå mængder, så er værelset lige pludselig gabende tomt, skoene står pænt ved siden af hinanden i bryggerset, i stedet for at ligge i lag som de plejer, der er god plads på knagerækkerne, banan yoghurten er forsvundet fra køleskabet og der er ikke nogen som råber "Hej mor, har du haft en god dag".

Til gengæld bliver det spændende at se hvordan han klarer sit nye liv, at høre om alle oplevelserne når han kommer hjem på besøg, at skulle besøge ham og prøve at være gæst i hans hjem m.m. For dette her er jo heldigvis ikke slutningen, men begyndelsen på noget nyt som forhåbentligt bliver rigtigt, rigtig godt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar