onsdag den 21. juni 2017

Tilbage til 2012 igen

Det sidste stykker tid er der sket en masse. Der har været mange ting som skulle nås, tages stilling til m.m. Det har desværre udløst nogle af de samme stresstegn, som jeg kender så godt fra 2012, hvor jeg gik ned med stress.

Udover hukommelsen, så begynder jeg at spænde helt vildt. Det er lige som om jeg har fået et jernkorset ¨på, som strammer så meget at jeg kun kan trække vejret overfladisk. Selv om jeg prøver at slappe af, så kan jeg fastholde spændingerne i mange timer, så jeg til sidst er helt desperat efter at få det til at stoppe.

Jeg bliver enormt irriteret, hver gang det sker. Irriteret over at det stadig dukker op så langt tid efter. Irriteret over at der skal så lidt til og at jeg skal bruge tid og energi på det en gang til. Men når det kommer til stykket, så er det jo godt at min krop siger fra. Og det er godt at den gør det på en måde, så jeg rent faktisk hører efter. For når det kommer til stykket, så reagerer min krop jo fordi jeg stadig ikke er god nok til at lytte til mine egne behov og god nok til at sige fra. Måske lærer jeg det en dag. Jeg øver mig i hvert fald stadigvæk og for hver gang, bliver jeg lidt bedre til at stoppe op og genoverveje, hvad det egentlig er jeg har gang i.

I dag har jeg derfor sat tempoet ned og besluttet at der skal være noget "mig tid", så jeg kan slappe lidt af igen. Det pudsige er jo i øvrigt, at verden som regel ikke går i stå, i stykker m.m. selv om man sætte tempoet lidt ned, men man holder til gengæld lidt længere selv.

Desværre ser og hører jeg om rigtig mange, som har alt for travlt og som bevæger sig på kanten af en stresstur og til dem kan jeg kun sige en ting. Det er det simpelthen ikke værd, så stop op og pas på dig selv, mens du kan. Du er den der bedst ved hvornår du har fået nok.

God dag til alle derude i det danske sommerland.

onsdag den 14. juni 2017

Tanker en onsdag morgen

Det er onsdag morgen, jeg overlevede tandlægebesøget i går og i dag kommer sønnen hjem på besøg. Så skal der lige ordnes et par praktiske ting, inden vi går i gang med at hygge og bage sandkage. Ja så kan det da ikke være bedre.

Vejrguderne i form af DMI, har endda lovet tørvejr og hele 17 g, så måske kan jeg også lige få tid til at fotografere årets grønsagsplanter, så jeg kan få lavet det blogopslag, som jeg har planlagt mindst 3 gange nu 😏.

Nu hvor sønnen er flyttet, runger det altså lidt mere i huset end det plejer - selv kattene vil ikke være på hans tomme værelse. Vi har tænkt os at omdanne værelset til et hobby/arbejdsrum med et par solide arbejdsborde og en masse reolplads. Men det bliver nok først i sommerferien at vi når så langt, så indtil videre får der lov til at se tomt ud. Hver ting til sin tid, siger man jo.

Det er lidt sjovt som det langsomt går op for en, hvad det betyder, når der ikke er nogle børn hjemme mere. Som f.eks. de ændringer man kan lave i forhold til madlavning, når der er en mindre at tage hensyn til. Muligheden for at være mere spontan med nogle ting og det er jo meget rart. Så det er ikke kun sønnen der skal til at finde ud af at leve på en ny måde, det skal vi andre også.

Her er så lige et billede af det tomme værelse. Jeg har elles prøvet at sætte kattenes kurv derind, men næ nej om de vil være der.




mandag den 12. juni 2017

Hjælp min søn er flyttet hjemmefra!

Ja så oprandt det altså. Øjeblikket jeg har gået og ventet på et stykke tid. Nemlig det øjeblik hvor min søn flyttede hjemmefra.

Min søn er 22 år, så det er jo helt fint og naturligt, at han er flyttet hjemmefra og jeg fornemmer også, at han er klar til det nu. Alligevel er det en underlig blandet mængde følelser, jeg som forælder sidder tilbage med.

På den ene side er jeg glad på hans vegne. Glad for at han fik den lejlighed som han havde håbet på, glad for at han nu kan komme i gang med den næste etape af sit liv og glad for at min mand og jeg kan komme i gang med næste etape af vores liv. Altså den etape hvor vi skal til at finde ud af, bare at være os to. Måske endda blive lidt nyforelskede igen.

Men samtidig er det også vemodigt, for det er jo en hel æra der er forbi. Nemlig den æra, hvor den helt store rolle i mit liv, har været at være mor og at være der for min søn, når han havde brug for det.

Det kommer jeg selvfølgelig stadig til, men det vil være på et andet plan og i langt mindre grad, efterhånden som han vænner sig til sit nye og mere selvstændige liv og det er fint, men også en meget underlig tanke. En tanke jeg godt kan mærke, at jeg lige skal vænne mig lidt til.

En hurtig Google søgning viste mig i øvrigt, at det er jeg ikke ene om. Der er endda skrevet bøger om emnet, så måske er det okay at have lidt blandede følelser. Måske er det okay at bekymre sig lidt om, hvordan det skal gå og måske er det også okay at være en lille smule trist.

Det er trods alt mange år verdenen har set ud på en bestemt måde og med et smæktag - eller rettede sagt: efter at have malet, slæbt flyttekasser, shoppet og samlet møbler i rå mængder, så er værelset lige pludselig gabende tomt, skoene står pænt ved siden af hinanden i bryggerset, i stedet for at ligge i lag som de plejer, der er god plads på knagerækkerne, banan yoghurten er forsvundet fra køleskabet og der er ikke nogen som råber "Hej mor, har du haft en god dag".

Til gengæld bliver det spændende at se hvordan han klarer sit nye liv, at høre om alle oplevelserne når han kommer hjem på besøg, at skulle besøge ham og prøve at være gæst i hans hjem m.m. For dette her er jo heldigvis ikke slutningen, men begyndelsen på noget nyt som forhåbentligt bliver rigtigt, rigtig godt.